Kickstart dit fagråd

Det er blevet tid til opstart oven på et corona-præget forår og en atypisk sommerferie. Hvordan kommer man i gang igen med det frivillige fællesskab? Vi har samlet tips, tricks og ressourcer til fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd.

Gode råd til opstarten

  • Husk hyggen: Det er vigtigt at komme ind på livet af hinanden igen, f.eks. over aftensmad eller en fælles udflugt.

  • Prioriter det indhold, der giver jer energi: Undgå for meget formalia, og skyd evt. de tungere punkter til et senere møde. Det vigtige er, at I går fra mødet med mod på mere.

  • Det skal give mening: Oven på corona kan det godt ligge lidt langt tilbage, hvorfor det overhovedet er vigtigt at engagere sig i studenterpolitik. I skal kunne mærke, at det er vigtigt, det I gør. Og der er nok af problemer at tage fat i: Mange studerende mistrives psykisk, fysisk og socialt. KU bruger for få penge på os studerende. Klimakampen er ikke vundet endnu. Minoriteter oplever, at det er svært at få adgang til KU - og alt for mange studerende ved endnu ikke, at vi i fællesskab godt kan løse de her problemer. Alene kan vi ikke ændre meget, men sammen kan vi forbedre livet for KU’s 40.000 studerende! Når vi rækker ud til vores medstuderende, taler højt om problemerne, samler bred opbakning og samarbejder eller slår i bordet over for ledelsen, så tager vi indflydelse på KU.

  • Giv ambitionerne plads: Det er oplagt at bruge første møde på at brainstorme over, hvilke fede aktiviteter, I vil lave i efteråret. Det kan f.eks. være, hvilke kampe I vil kæmpe og stille op på til Univalget, hvilke sociale og faglige events I vil holde for jeres medstuderende, og hvordan I skaber opmærksomhed om fagrådet i studiestarten.

  • Aftal jeres næste skridt: Det er en god tommelfingerregel altid at have et “call to action”, altså hvornår I mødes igen.

  • Brug penge: Det koster noget at lave aktiviteter og pleje fællesskabet i fagrådet. Heldigvis er der op til flere måder, I kan få penge på fra Studenterrådet.

Ressourcer

  • Penge: Skal I bruge penge til forplejning, aktiviteter eller noget helt fjerde? Det er nemt at få med den nye Studiestartspulje. Husk også at alle fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd har ret til basistilskud, og at I hele året kan søge aktivitetsstøtte her.

  • Lokale: I kan altid være i Studenterrådets lokaler, bare skriv en mail til lokaler@srku.dk. Mange oplever problemer med at få adgang til deres lokaler på campusområder, men vi er ikke underlagt samme krav. Har I brug for at få opbevaret materialer, har vi også plads til det.

  • Overblik over KU’s og vores struktur: Hvordan er det nu lige, vi studerende har indflydelse på KU? Hvordan hænger fagråd, studienævn og Studenterrådet egentlig sammen? Det kan godt virke som lidt af en jungle, og derfor har vi lavet et strukturoverblik her.

  • Studiestartsoplæg: Er I blevet inviteret ud for at holde oplæg til nye studerende? Så kan I vise dem filmen her, som handler om studenterdemokratiet på hele KU - og følge op med, hvordan det fungerer lokalt på jeres fag/fakultet.

  • Sparring: Har I brug for hjælp til at facilitere jeres opstartsmøde? Eller til at lægge en god plan for efteråret? Måske til at finde ud af, hvordan I rekrutterer flere medlemmer? Så er der hjælp at få! Skriv en mail til Studenterrådets organisationskonsulent Christine på cp@srku.dk.

  • Inspiration: Hvad kan vi lave til efteråret? Hvordan får vi mere indflydelse på KU? Hvordan holder vi motivationen oppe? Alt det kan I læse om i Studenterrådets frivilligkit, bogen FIDUS. Hvis I kunne tænke jer fysiske eksemplarer, så bare skriv en mail til srku@srku.dk.

  • Andet: Husk at I altid kan kontakte os på srku@srku.dk, hvis der er noget småt eller stort, I mangler hjælp til.

Previous
Previous

Kære nye medstuderende…

Next
Next

25.000 til studiestart 💰