Nytårshilsen fra Studenterrådets nye forperson

Kære medstuderende,

Jeg hedder Anton, og har den stor fornøjelse at være forperson for Studenterrådet i 2025.

Vi står overfor et afgørende år for vores universitet. Kandidatreformen er stadig ikke på plads, og reformudvalgets konklusioner viser tydeligt, at politikerne ikke har tænkt sig om, da de hovedløst kastede universiteterne ud i endnu en reform. Samtidig er det nu også lidt over et år siden, at Folketinget besluttede, at fjerne det 6. SU-år.

I Studenterrådet vil vi forsat arbejde sammen med vores venner i Danske Studerendes Fællesråd, og studenterorganisationer i resten af Danmark, for at få politikerne til at komme til fornuft.

På KU står vi ligeledes overfor en masse problemer. I Studenterrådet vil vi forsat kæmpe for, at alle studerende selvfølgelig har ret til at lave studenterprotester på vores universitet. Protester har altid været en del af universitetets virke, og nybruddet med gentagende gange at tilkalde politiet overfor fredelige protester er en uskik vi mener ikke må forsætte ind i 2025.

Vi står også overfor udflytningsplanen for CSS til KUA. Der er behov for, at ledelsen lytter til os studerende, og ikke lader flytterodet kvæle alt engagement fra studerende i vores mange gode foreninger. Det vil vi forsat kæmpe hårdt for ikke kommer til at ske.

I Studenterrådet er vi en stor gruppe aktive studerende, der hver dag knokler for, at vores studievilkår og studieliv bliver bedre. Vi er en organisation for alle studerende, og du er altid velkommen til at være med i dit fagråd, fakultetsråd eller i et af vores mange andre organer.

Hvis du vil være med, kan du altid skrive til os her eller på srku@srku.dk

Rigtig godt nytår til hele KU

Next
Next

Studenterrådets sejre for de studerende!