Stor indflydelse at hente i studienævn
Uniavisen har sat fire studerende i stævne for at få dem til at fortælle om deres arbejde i studienævn og om den forskel, de kan gøre for deres medstuderende. Det er der kommet en rigtig god artikel ud som giver et indblik i den store og meget reelle indflydelse vores studienævn har på vores fag og uddannelser. Læs artiklen her og bliv klogere på, hvorfor det er så drøn vigtigt at vi får stemt stærke studenterrepræsentanter ind i studienævnene til dette års univalg!
Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen fra Studienævnet for Teologi motiverer ikke kun for studienævnenes vigtighed. Han fortæller os hvor vigtige de mange fagråd rundt omkring på studierne er: »Det er utrolig vigtigt, at de studerende er godt organiseret i fag- og fakultetsråd. Dels for at vi studerende selv kan sætte emner og sager på dagsordenen. Dels for vi kan stå klar, så ledelse og undervisere har nogle studenterrepræsentanter at spørge og sparre med. I de tilfælde hvor ledelsen glemmer at spørge om de studerendes holdning – og det sker jo desværre lidt for ofte nogle steder på KU – er det helt afgørende, at vi studerende er organiseret i fag- og fakultetsråd og gør opmærksom på, at vi skal inddrages i beslutningsprocesserne.«
Udover Kristoffer kan du også høre Emma Chammon fra studienævnet på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Kevin H. Olesen fra Studienævnet for Statskundskab og Sandy Lindholm fra studienævnet for de Farmaceutiske Videnskaber forklare, hvorfor studienævnene er så vigtige for os studerende. De er alle fire en del af deres fagråd og derfor også en del af Studenterrådet.