Tak for en fed KV21-debat med vores ungdomsalliance!

I mandags var der paneldebat med vores ungdomsalliance op til kommunalvalget. 9 unge kandidater fra 9 partier debatterede grøn studieby og studieboliger og motiverede os alle til at stemme ungt d. 16. november.

"HVIS DIT PARTI VAR EN KAGE, HVILKEN VILLE DET SÅ VÆRE?"

Sådan startede paneldebatten i mandags, modereret af kagemanden Tobias Hamann-Pedersen. Det satte stemningen for en spændende og ikke mindst behagelig debat mellem de 9 unge kandidater fra Studenterrådets ungdomsalliance op mod kommunalvalget.

Sammen med Tuborgfondet er vi nemlig nysgerrige på, hvad der skal til, for at flere unge stemmer til kommunalvalget. En ungdomsalliance af unge kandidater på tværs af politiske partier er vores forsøg på dette. Vi vil vise, at kommunalpolitik ikke behøver at handle om mudderkast, men i høj grad om samarbejde og venskab. At borgerrepræsentationen kan være befolket af andre end gråhårede +50 politikere. Og at kommunalpolitik har stor indflydelse på vores studieby og dermed vores tilværelse som studerende.

Der blev debatteret både grøn studieby og studieboliger til alle. Kandidaterne gav også deres bud på, hvad der skal til for at flere unge stemmer til kommunalvalget.

Der var masser af enighed om problemerne, og masser af både enighed og uenighed om løsningerne. Først og fremmest var der dog én fælles opfordring fra alle 9 kandidater til den fyldte sal af studerende - kom ud og stem d. 16. november og stem ungt!

Hør også kandidaterne debattere grøn studieby, studieboliger og mental sundhed i disse samtalevideoer.

Previous
Previous

Glædelig kommunalvalgdag 2021! 🗳️

Next
Next

Tidligere stillingsopslag: Foreningskonsulent